You are currently viewing Dansebind og underdragter
Hvad er et dansebind og hvorfor har jeg brug for en underdragt?

Dansebind og underdragter

Når man begynder til ballet, bliver man introduceret til rigtig mange nye ord og begreber. I balletsalen bliver der snakket med franske termer og når man skal gøre sig klar til en forestilling, så er der sikkert også en masse nye ord, som man ikke har mødt før.

Hvad er en underdragt?

Helt enkelt, så er det en dragt som fungerer som undertøj for pigerne. Den bliver brugt under deres dragt eller kostume. Underdragten gør at man er dækket til, hvis kostumet et lidt gennemsigtigt. Samtidig er den rar at have på, hvis man har lynskift af kostumer, så føler man hele tiden at man har tøj på. Jeg vil ikke anbefale at man bruger dragten som en træningsdragt, den er tænkt som undertøj.

Snittet på dragten er heller ikke som en almindelig dragt, den går dybt ned i ryggen og højt op i benene. Det gør den fordi den skal kunne fungere under et hvert kostume, uden at stikke ud og blive synlig.

Mange af underdragterne kommer i dag med gennemsigtige, aftagelige stropper. Det er for at stropperne ikke er synlige og så man kan sætte stropperne på kryds, hen over ryggen, hvis kostumet gør at stropperne ellers vil være synlige.

Farven på dragten er hudfarvet. I dag kan man heldigvis får dragten i et stort udvalg af hudfarver, så du kan finde den der passer til dig.

I hvilken alder har man brug for en underdragt?

For mange piger er underdragten et skridt tættere på at være en af de store piger. Man har først brug for underdragten, når man begynder at bruge kostumer til forestillinger. Hos os er det omkring 7-8 års alderen. Nogle piger kan godt blive lidt blufærdige og det kan en underdragt nemt hjælpe med at fikse.

Jeg husker selv da jeg fik min første underdragt. Det var første gang jeg havde et stykke balletudstyr, som ikke var en del af min daglige træning. Det kan jeg huske var stort. Jeg havde jo set alle de store have dem på til forestillingerne, så jeg synes det var skønt at jeg endelig var blevet så stor, at jeg også havde brug for en underdragt. Desuden kunne jeg endelig få undertøj på. Det lyder måske skørt, men man optræder ikke med underbukser på når man danser ballet. Faktisk havde jeg heller ikke underbukser på under mit almindelige træningstøj, det gjorde man bare ikke da jeg var barn. Så da jeg fik min underdragt, så var det som at få underbukser på igen, og ps. det var ret skønt!

Hvad med drengene?

Når nu man siger at pigerne ikke bruger underbukser, så sidder du måske som dreng, eller forældre til en søn og tænker, hvad med drengene.

De har heller ikke underbukser på. De bruger noget der hedder dansebind, eller på engelsk dance belt.

Hvad er et dansebind?

Nogle kalder det en sports BH til drenge. Det er en g-streng som holder styr på det, der nu skal holdes styr på. Samtidig er der ikke en masse folder fra et par underbukser som buler under drengenes tricot. Drenge bruger altid et dansebind når de danser.

Det fås i hudfarve, hvid og sort, men det er værd at overveje hvilken farve du bruger, alt efter hvilke tricot du bruger. Hvis du f.eks. har hvide tricot, så vil et hudfarvet dansebind være det bedste, fordi et er mere usynligt end hvid.

Jeg må indrømme at jeg ikke har den store erfaring med dansebind, men jeg har fundet en blog som beskriver hvordan man bruger et dansebind, samt en masse anden info, som du måske ikke kan få fordi der ikke er andre drenge på din balletskole, eller fordi du måske ikke helt har lyst til at spørge.

Hilsen Jennifer Bech

Skriv et svar