I dag har jeg givet ordet til vores moderne underviser, Michael Hammerbo. Han beskriver tiden som underviser på Zoom.
Det kribler i højre og venstre fod
Tiden er fløjet, og det kribler efterhånden, i både venstre og højre fod, for at komme tilbage i studiet. Alle vor danseceller længes efter at springe højt, at dreje bekymringsløst rundt. At undvige samt danse rundt om de kære stolper, at splatte ud på det savnede, grå gulv og så selvfølgelig at nyde fællesskabet. Men hvor er det dog fantastisk, at vi har et sted, hvor vi stadig kan se hinanden i øjnene, og hvor vi sammen kan nyde dansens store og små glæder.
Godt nok har vi siddet mere foran en skærm, end vi som dansere er vant til. Men at danse med vores elever, i alle aldre, virker som noget meget unikt og privilegeret i denne tid. Vi nyder, at vi stadig kan besøge salen og byde jer velkommen indenfor i vante omgivelser. Den tomme sal virker ikke længere kold og ensom, når computeren tænder, og zoomklasserne med vores smilende elever starter. I stedet for at savne en fyldt sal, fyldes vi selv op med glæde over at se, hvordan hver en lille rude på skærmen bruges som et kreativt rum til at udfolde sig.
Hjemmetræning har udviklet eleverne
I trygheden af egen stue, værelse, kælder, køkken, have, hjem eller hvor end videoen sendes fra, ser vi en udvikling, hver eneste gang der logges på. Selvom det føles uvant ikke at være samlet foran et spejl, er der en ro og sikkerhed at se i de hjemlige rammer. En ro og sikkerhed der efter sidste genåbning også blevet taget med til Tempovej 12. Allerede der så vi, hvor givende det havde været for hver en dansekrop, at dansen var blevet holdt ved lige. Glade og positivt overraskede da computeren skulle slukkes, og vi kunne høste zoomdansens frugter. En lærerig proces som har gjort det lettere at mødes online igen.
Udfordringer bliver til muligheder
Bordet kan være i vejen under vores grand battement, og pas nu på lampen, når du laver dine høje arme. Skal vi lave gulvarbejde i dag? Klemt mellem en seng og en kommode kan det blive besværligt, så lad os gemme det til næste gang vi ses. I stedet for kan vi koncentrere os om ting, som vi måske normalt ikke har haft meget tid til. At udnytte trygheden på gulvtæppet. At undersøge egne omgivelser og eget rum. Hvad er vores begrænsninger, og endnu vigtigere, hvad er vores muligheder? Og muligheder er der heldigvis nok af.
Nye trin, koreografier og viden præsenteres, da fokus kan lægges nye, spændende og givende steder. Er der noget, der viser sig ugørligt bag skærmen, finder vi en vej til at opnå et lignende resultat. Med fokus på teknik, styrke og kropsforståelse kan vi gøre op for, at der ikke er mulighed for at springe store spring, at vi ikke kan dreje over gulvet på tåspids, eller hvad der end måtte være af udfordringer. For heldigvis er der meget vi kan, og allerede gør, som vil hjælpe eleverne tilbage til studiet, så når vi endnu engang står ved barren, imellem søjlerne, foran spejlet, på det grå gulv, så ved vi, at det allerede der er nemmere at udføre vores trin. At vi kan springe højere. At vi lettere kan holde den balance. At vi er stærkere og mere bevidste.
Vi ses igen
Forhåbentlig kan vi snart mødes igen, og vi glæder os også utrolig meget til det, men for nu er vi godt tilfredse med zoom, og alt hvad det giver os af goder. Især muligheden for at se vores skønne elever og fortsat at kunne danse med jer. Det er nu og engang det bedste ved det hele. At vi kan være sammen, selvom vi er hver for sig.