Vores historie

Vi har samlet vores historie, visioner og traditioner her.
Læs alt om os og hvorfor vi siger, at "vi danser med glæde".

Det begyndte i 2009

I 2009 begyndte et længe ventet eventyr. Jennifer slog dørene op for den balletskole, der havde været en drøm i mange år. Da balletskolen åbnede, lejede vi os ind i gymnastiksalen på Thomasskolen, 2 timer hver tirsdag. 

Stille og roligt kom der flere hold.

I 2011 blev Jennifer mor for første gang, og der måtte flere kræfter til for at hjælpe den stadig voksende balletskole.

I 2016 blev gymnastiksalen for lille, og det var tid til at rykke teltpælene op og finde vores eget sted. Det lykkedes heldigvis, og vi fik vores store flotte sal på Tempovej 12 i Ballerup. Det var et stor ryk for balletskolen, og holdplanen blev også udvidet med både hold og undervisere.

Visionerne

Der gik ikke lang tid, før vi opdagede, hvor vigtigt det er at have en klar vision for balletskolen. Vores værdier skulle være tydelige og genkendelige.

– Vores balletskole er stedet for dig, hvor du trygt kan danse og udvikle dig. Vi støtter og løfter dig. Vi ved, at vores vigtigste opgave er at hjælpe dig med at nå dit mål. 

– Vi ser alle elever som individer, med forskellige startpunkter, forskellige rejser og forskellige mål. Vi ser dig og hjælper dig der, hvor du er og der, hvor du er på vej hen.

– Vi skaber et miljø, hvor man trygt kan lave fejl, falde og have en dårlig dag. Hvor vi kan grine og have det sjovt.

– Vi vægter fællesskabet på tværs af hold og årgange. Du er en vigtig del af balletskolen, og du bidrager med noget helt unikt.

Superhelte ballerina. Vi har klare visioner for balletskolen og vores tilgang til undervisningen.

Traditionerne

Der gik ikke mange år, før vi havde etableret os som en balletskole, som elsker at fortælle eventyr. Første gang vi viste et lille eventyr, var der 40 elever, der levede sig helt ind i eventyret om “Snehvide og de 7 små dværge”. Siden da er balletterne blevet større og større. Kostumerne blevet flere og flere, og eleverne er blevet dygtigere og dygtigere. Vi laver ikke bare trin. Vi fortæller historier og evnen til at stille sig frem på en scene er noget som kan bruges i mange aspekter af livet. 

Vores elever på forestillings holdene deltager hvert år i en Vinterforestilling og vores store Årsafslutning. En gang om året er balletelever i en bestemt aldersgruppe afsted på Det Kongelige Teater for at deltage ved Store Balletskoledag.

Derudover er vores større elever jævnligt ude at danse i vores lokalområde samt ved festivaller. Vi tager også ud til vores plejecentre for at dele danseglæden.

Vi danser med glæde. både i studiet og på scenen. Danseglæden kan mærkes og ses.

Vi danser med glæde

Vores motto har i mange år været “Vi danser med glæde”, og det er der en god grund til. 

Vores elever og undervisere er fuld af danseglæde. Alle, der kommer hos os, elsker at danse og de er her, fordi de har lyst. 

Når vi danser i salen, så er det med et smil på læben. Vi bruger positivitet og motivation, når trinene bliver svære.

Når vi danser for publikum, så gør vi det fordi vi elsker det. Vi har et smil på læben og deler dansen med publikum. Vi lærer vores elever at rette ryggen og være stolte af det, de viser. De har arbejdet hårdt, og det må de gerne være stolte af.

Når publikum ser os danse, så mærker de, at vi elsker det. De mærker den umiddelbare danseglæde og bliver opslugt af eventyret, som udspiller sig for dem.

Vil du lære os bedre at kende?

Vil du lære endnu mere om balletskolen og teamet bag? Læs om alle vores undervisere her.

På vores blog “B for Ballet” kan du også finde en masse sjove quizzer. bl.a. en hvor du kan lære meget mere om vores team, find den her.

Du kan også quizze om vores historie, find den her.